Den krænkelsesdømte psykoterapeut Lotte Ingerslev har hængt mig ud på sin blog. Nu tager jeg til genmæle.

Fanaticism is so to speak a pious brazenness and is occasioned by a certain pride and an altogether too great confidence in oneself to come closer to the heavenly natures and to elevate itself by an astonishing flight above the usual and prescribed order.
— Immanuel Kant

Da det gik op for mig, at jeg var blevet hovedperson i et af den famøse anti-trans bloggers indlæg, besluttede jeg i første omgang at forholde mig tavs. Dette af flere årsager, jeg ikke vil diskutere her. Nu er tiden kommet til at tage bladet fra munden, og det er ikke et sekund for tidligt, for indlægget er i virkeligheden et ganske pragtfuldt stykke empiri. Med sin skamløse stil afslører Lotte Ingerslev Udsen gang på gang nogle besynderlige, omend ret centrale ting omkring, hvad det indebærer at være aktiv i en had-bevægelse, og deraf vise nogle ting om, hvad begrebet om had overhovedet betyder.

Det pågældende blogindlæg er absolut ingen undtagelse, men jeg tager det også op af mere personlige årsager. At blive gjort til genstand, sådan som typer som Ingerslev har for vane—og i øvrigt er dømt for—er først og fremmest en syret oplevelse. Men det er også krænkende. Det er krænkende, at blive gjort til objekt, i en andens fortælling. Særligt når denne anden ikke ønsker at repræsentere dig som et fuldgyldigt menneske, med ret til et minimum af privatliv på sin anonyme twitterprofil. Følgende er hermed også et lille forsøg på at tage en bid af min egen fortælling tilbage, og sætte en ny grænse for mig selv.

Efter en teoretisk redegørelse for mit begreb om had begynder jeg en gennemgang af indlægget. Hvis jeg skulle hele vejen rundt ville det blive en trættende affære for os alle, men der er alligevel noget interessant at hente i at gå kronologisk til værks og betragte selve opbyningen af indlægget. Jeg vil undervejs perspektivere en smule til andre cases og perifære forhold, og nuancere og udfolde den gennemgående psykoanalytiske teoretisering. Jeg håber ikke at nogen bliver skræmt væk at de teoritunge afsnit, og kan abstrahere, såfremt disse læses som volapyk. Endeligt vil jeg sætte de afledte tanker og konklusioner ind i en større ramme, og forhåbentligt ende med at bidraget til det, Fredric Jameson ville kalde cognitive mapping: en kortlægning af de ideologiske og affektive landskaber, hvori hadet får form, mening og social funktion.

Ad Hominem

I indlæggets titel præsenteres ærindet således,

Den kvindekøns-imiterende mand “Marie” Bendtsen påstår, at han er en “sofistikeret tænker” — Her kigger vi på ham som et eksempel på trans-aktivisters metoder.

Man kan tildels læse følgende som en slags UNO-reverse, men dette—må der tilføjes—vil udelukkende være på overskriftens niveau. Det, der hævdes at være en analyse af en bevægelse, med mig og "mine metoder" som eksempel, er i realiteten blot et frontalangreb på mig som person. Hvis jeg gøres til eksempel på noget, er det som transkønnet person, og i særdeleshed som transkønnet kvinde.

Et begreb der ofte anvendes på genren, er moralsk panik. Under den såkaldte 'Satanic Panic' kunne en 16 årig amerikaner, der spiller Dungeons and Dragons og bærer et pentagram om halsen, snildt blive billedet på selve samfundets forfald. Der, hvor typer som Ingerslev adskiller sig, ligger i det, der karateriserer den underliggende drift. Hvor 'the Satanic Panic' hovedsageligt var drevet af regulær paranoia, tager 'negativiteten' (angsten) for Ingerslev en mere obskøn karakter, af netop had. Med psykoanalytiske termer kan vi sige, at det ubevidste "onde objekt" kun bliver acceptabelt (og ligefrem nydelsesfuldt) såfremt det bliver abjekt; altså, opfattet som frastødende i natur.

Med et psykoanalytisk begreb siges det, at vi alle er "symbolsk kastrerede". Vi lever alle med en grundlæggende afmagt. Den viser sig på forskellige partikulære måder, men først og fremmest har den at gøre med verdens minimale ubegribelighed. I denne sammenhæng kan man sige, at hadprædikanten ubevidst beslutter at fornægte sin egen "symbolske katration" ved at fokusere på et observeret traume i den anden, og dermed på den tilfredsstillelse, der opnås gennem andetgørelsen, dehumaniseringen og udryddelsen.

Meget af det Ingerslev skriver er derfor genredefinerende for had-propaganda, snarere end særligt for hendes egen stil. På et grundlæggende plan er personangreb (Ad Hominem) en refleksiv nødvendighed, når der prædikes had, for had (i den forstand vi forstår her, retter sig netop ikke mod metoder, idéer og ytringer, men mod personer. For den hadende, er den anden derfor forkert og "ugyldig" a priori. Det er derfor at transkønnede, for fanatikere som Lotte Ingerslev, kun kan eksistere i en fortælling om bedrageri; som en forstyrrelse i selve "begrebet" om verden. Netop derfor har hendes prosa ofte katakter af hvad kan man kalde sprog-excorsisme. Dette vender vi tilbage til.

Indlægget starter ganske symptomatisk med, at jeg præsenteres med henvisning til min deltagelse i debatten. Jeg er der. Ikke alene tager jeg mig den frækhed at eksistere (eller, som hun foretrækker, "imitere"), men jeg dukker også hele tiden op. Ingerslev åbner sin tekst således:

Hvis man på sociale medier deltager i debatter om “transkønnethed”, “kønsbekræftende behandling” og pigers og kvinders grænser, støder man på et eller andet tidspunkt sandsynligvis på en mand ved navn “Marie Bendtsen”, som fremtræder som kvinde på sit profilbillede – og som ved flere lejligheder har fortalt, at han har taget østrogen (“HRT”), fra han var 26 år gammel.

Jeg er forstyrrende for Ingerslev først og fremmest fordi jeg er transkønnet, men dernæst fordi jeg ikke viger tilbage for at bruge min ytringsfrihed i diverse kommentarspor. I maj måned 2025 (cirka en måned før hun offentliggjode det aktuelle hit-piece) skrev hun sågar et blogindlæg og et dertilhørende facebookopslag, hvori hun deler sin spekulation, at jeg med vilje undlod at tagge hende, så hun ikke kan “modargumentere”. I overskriften skrev hun:

Man kunne næsten få den tanke, at det, som jeg dokumenterer, er farligt for den kvindekøns-imiterende mand og trans-aktivist “Marie” Bendtsen.

Projektionen er til at tage og føle på. For lad os lige få noget på det rene: den såkaldte debattør Lotte Ingerslev foretrækker så absolut envejskommunikation. Aldrig har det været hende, der har opsøgt sine kritikere. De få gange vi har været i dialog, har det netop været mig, der har henvendt sig, og tagget hende, hvortil hendes "modargumentation" hovedsageligt har bestået af, at kalde mine formuleringer for det, hun kalder "trylleord" – en sjovt betegnelse, der bestemt ikke leder tankerne væk fra begrebet om heksejagt. Et andet velkendt kneb, hun også har brugt, er at afvise dialog ved simpelthen at sige "vi ved godt begge, at du ikke ønsker debat", og herefter gøre exit. Yderst snedigt.

Tilbage til indlægget:

Det er en gammel traver, at det er når ordene ikke rækker, at man må gå Ad Hominem-vejen. Alligevel er jeg imponeret over, den skamløshed, som Ingerslev udviser, når hun umiddelbart efter at have introduceret mit navn går direkte til så åbenlys slut-shaming.

Jeg forbindes her til screenshots af en twitter-profil, som hun endda selv fortæller læseren, ikke længere eksisterer. Det samme gælder de selfies, der var delt fra denne bevidst og tydeligt anonymiserede profil. Hun reproducerede ikke billederne til fulde - sandsynligvis for at undgå problemer med bloggens netudbyder (igen) - så man ser "kun" et lille udsnit af de to billeder. Hun delte disse billeder, for hun jo skulle vise, at de fandtes; at jeg selv havde taget billederne og delt dem, som om dette skulle være moralsk forkert. Dertil supplerer hun naturligvis også med detaljeret beskrivelse, såsom:

Han havde en nederdel på og lange sorte strømper, der nåede næsten, men ikke helt, op til nederdelen.

Det bør tilføjes, at denne del af indledningen ikke ledsages af nogen forklaring. Der er ingen retfærdiggørelse, der fortæller hvorfor, disse selfies skal under lup, eller hvorfor det er relavant, hvilket tøj jeg havde på, eller ikke-på. Men i det facebookopslag som deler indlægget, kunne man dog læse denne vurdering. (Hvorfor en selfie af egen barm fortolkes som kink vides ikke.)

Jeg vil her supplere med noget jeg skrev kort efter afgørelsen i Nadia Jacobsens søgsmål, hvor Ingerslev blev idømt at skulle betale tort for sin seksualiserende fremstilling. Fra min profil på Bluesky skrev jeg følgende:

Det centrale greb i indlægget [om Nadia Jacobsen] er, i bund og grund, slut-shaming. Et greb der i mange sammenhænge er dybt socialt og kulturelt indkodet som kontrolmekanisme, som er til for at tøjle og irettesætte [piger, kvinder og queers] i en patriarkalsk hetero-orden. Præmissen hvor ganske harmløse seksuelle tilbøjeligheder i sig selv, om de hører fortiden til eller ej, gøres til grund for mistanke, burde være lagt totalt og aldeles bag os. Vi burde genkende det med det samme, som forkastelig puritanisme. Heldigvis genkendte dommeren dette.

Ikke nok med at hendes offer skal gøres abjekt (det kan man gøre på mange forskellige, ondsindede måder) det skal gøres via seksualisering. Hun angriber altså ikke bare transkønnede, men seksuel frigørelse som sådan. Det er et af de mere tydelige eksempler på, hvor grundlæggende kvindefjendsk, bevægelsen er.

Så naturligvis retfærdiggøres afsnittet om mine selfies ikke. Det kan ikke retfærdiggøres. Måske er relavansen bare helt selv-evident, når man som Ingerslev sandsynligvis browser hjemmesider som Reduxx-Mag på daglig basis (jeg linker ganske demonstrativt ikke til den side). Dramaturgien i begyndelsen af indlægget er banal: Jeg er der, jeg er "uartig" – og først derefter når vi til diskussion af noget, jeg har udtalt.

Udgrænsning

Her kommer vi til det tema, der antydes i indlæggets overskrift. Det, med betragtningen om "sofistikeret tænker". Følgende er muligvis nemmest at følge, hvis man åbner blogindlægget, men på den anden side er det ikke specielt interessant.

"Analysen" her, angår det faktum, at jeg i et kommentarspor på facebook anvender betegnelsen "sofistikerede tænkere" i min henvendelse til en lektor, jeg kender fra min deltagelse i Selskab for Teoretisk Psykoanalyse (ingen nævnt, ingen glemt). I denne henvendelse tæller jeg mig selv blandt en gruppe af teoretisk interesserede som jeg mener, bør være sofistikerede nok til at kunne tale sammen. Jeg tæller dermed også den lektor, jeg er uenig med, i denne mængde.

Ingerslevs greb her, er imidlertid det mest kedsommelige forsøg på jantelovs-moralisering, man kan forestille sig. Pointen med afsnittet er, efter min bedste mentaliseringsevne, at få mig til at fremstå som en, der "tror hun er noget". Efter et screenshot fyldt med hendes sædvanlige røde markeringer tilføjer hun følgende bemærkning,

Man skulle måske tro, mit påstulat om at være klar på dialog ville blive opfulgt; at der ville komme et "men under overfladen", som på en eller anden måde skulle anfægte min selvfremstilling. Det var jo lidt det, hun i desperation forsøgte i sit indlæg fra måneden før. Jeg tillader mig at spekulere, at det fremhæves netop for at fortrænge det. Altså, at hun umærket ved at hun selv er en kryster, som helst vil gemme sig bag sine lukkede kanaler.

I stedet følges der op med et forsøg på at latterliggøre den filosof, jeg efter forespørgsel nævner som eksempel på en (særdeles!) sofistiskeret tænker. Eller, jeg tror det er forsøg på latterliggørelse. Der foldes nemlig ikke nogen pointe ud, blot en reproduktion af hvordan forlaget beskriver en af hendes bøger.

Og her stopper afsnittet. Ingen yderligere kommentarer. Mit bud er, at teksten fremvises, ikke for at nogen skal læse det, men omvendt fordi Ingerslev håber, at teksten fremstår ulæselig; tom for mening og dermed grinagtig. Der er tale om en nærmest desperat anti-intellektualisme, som da også er et gennemgående tema, jeg vil vende tilbage til.

Heraf følger afsnittet "Marie Bendtsens opførsel andre steder" som er en lang kollage af screenshots, der først og fremmest minder læseren om, at Ingerslev er enormt glad for at overtegne sine screenshots med røde markeringer. Det står selvfølgeligt for egen regning, men ofte er det svært at gennemskue, hvad det er, læseren skal se. Hun får i hvert fald delt en masse screenshots, hvor jeg omtaler hende, hvilket hun gengiver som forsøg på at "udgrænse" hende; som hun skriver "at jeg er en “hadprædikant”, og at jeg “ønsker at udrydde transkønnede”"

Og ja, jeg fremhæver hende ganske rigtigt. Jeg behandler hende som enhver anden politisk aktør, og fremhæver hendes ord, ligesom jeg tilbøjeligvis fremhæver alle mulige andre eksempler på hadprædiken. Det gør jeg, fordi jeg ønsker at tale om dette emne. Man kan sågar givetvis sige, at jeg forsøger at få hende "cancelled", hvis vi med cancelled forstår, at hun mere bredt ville blive betragtet som netop hadprædikant. For det mener jeg jo, hun er, da hun aktivt og ganske utrætteligt kæmper imod mine rettigheder som transperson, ved at prædike had. Jeg "udgrænser" hende givetvis, men ikke for hvad hun har på af tøj; for hvordan hun ser ud, eller for hendes preferencer, men for hvad hun rent faktisk står for. Jeg kalder hende ud fordi hun udtrykker ting, jeg mener er forkastelige, og jeg mener naturligvis, det må være hendes lod som politisk aktør, at kunne magte at blive kritisert, og måske endda tolerere andres ytringsfrihed, uden at føle behov for at udskamme dem fra sin blog, og fra sin lukkede facebookprofil.

At hun ønsker at udrydde transkønnede vil jeg naturligvis også holde fast i. Der findes adskillige retoriske greb til at fratage en minoritet sin status som ligeværdig, men den udtalelse jeg trækker frem i eksemplet foroven, er et helt klasssisk eksempel på udryddelsesretorik. "There is no such thing as a Palestinian" er ligeledes netop et af de slogans, der lystigt gentages for at retfærdiggøre Israels folkemord.

Emnet ligger mig i øvrigt meget nært. I mit forrige blogindlæg om Flosklernes Vold henviste jeg til anti-gay campaigner Anita Bryant, som ofte fremhævede "legitime minoriteter" som modsætning til de "perverterede og unaturlige homoseksuelle".

Denne strategi er åbenlyst helt gennemgående for samtidens anti-trans propaganda, der tilbøjeligvis dækker sig ind under paroler som "Kvinderettigheder.dk" eller "LGB Alliance". Det har jeg skrevet om her.

Pointen er, at den der virkelig hader, meget sjældent udbasunerer "jeg hader". Grunden er egentligt banal nok, for dét at være drevet af had, er at være drevet af noget irrationelt. Had er simpelthen stupiditet. Man må derfor nødvendigvis dække sig ind under en form for retskaffenhed, og ofte væver man et helt net af løgne, således at forfølgelsen af den anden fremstår som ens pligt i den Andens øjne. For når den Anden synes at tro på forfølgelsens væsentlighed, gør forkynderen det også selv.

Nogle har måske hørt om DARVO: et velbeskrevet psykologisk mønster, hvor gerningspersonen benægter overgrebet (Deny), angriber offerets troværdighed (Attack), og vender rollerne således, at de selv fremstår som det egentlige offer (Reverse Victim and Offender). I hadbevægelser bliver denne mekanisme til grundform, da det er indbygget i hadbevægelser at benægte at der overhovedet er et offer. Det er også derfor at typer som J. K. Rowling nærmest per automatik afviser selv forhold, der er så veldokumenteret, som at transkønnede (ligesom andre køns-nonkonforme) var uønskede i nazityskland. Benægtelsen er altså ikke et symptom, men selve den mekanisme, hvorigennem forfølgelsen retfærdiggør sig selv, og får lov at blive ved.

Fanatisme

Resten af hendes indlæg omhandler mit specialeprojekt. Eller, rettere sagt, hun forsøger at udstille mit specialeprojekt, på samme måde som hun overfladisk udstillede Alenka Zupančič. Helt gennemgående er der ikke en flig af lyst til at forstå noget af det, jeg argumenterer. Tværtimod er det eneste der fremhæves brudstykker, hun tilsyneladende mener fremstår fabulerende eller latterlige.

Hun bider dog særligt mærke i min teoretiske pointe om Jacque Lacans kønsforskel qua transfobi. Den er faktisk dukket op nogle gange i indlægget, og den lader til at irritere hende. Det handler om den lidt polemiske, ironiske pointe om at kvinder i anti-trans bevægelsen netop selv "positionerer sig maskulint", i den præcise, lacanianske forstand. Her henviser jeg absolut ikke til nogen banal, imaginær forstand, om f.eks at fremstå maskulint eller se maskulin ud. Det handler udelukkende om måden hvorpå de forholder til selve sprogets iboende mangel. En afledt pointe er også, at når kvinder generelt er mindre transfobiske end mænd, kan det siges at skyldes det asymmetriske forhold til dét, Lacan kaldte vores symbolske kastration. Jeg siger det egentligt nogenlunde i klart det udpluk, Ingerslev selv deler:

Pointen om at jeg "kan sætte kvinder fri" skal, som jeg forstår hende, læses som en ironisering over, at jeg som en transperson, skulle kunne sige noget rigtigt om kvindekamp. Anti-intellektualismen får på alle tangenter. Det udpensles at det ikke er hvad man siger, der er afgørende, men hvem der siger. For Ingerslev kan jeg ikke sige noget, der er værd at høre; jeg kan ikke tænke, for det ville jo betyde, at jeg måske faktisk eksisterer. Følgeligt er der intet behov for at vise så meget som antydningen af reel interesse for noget af det, jeg formulerer. Tværtimod. Igen fremvises noget tekst, ikke for at man skal læse det, men for at "se" som hun ønsker at man skal se.

Og når alle de røde streger og anførelsestegn er sat korrekt, fører hun sin egen repræsentation frem i den Andens blik, og deler den med sine sykofanter. Som i Kejserens nye klæder, har hendes "analyse" ikke en trævl på kroppen, men ved at fremvise den, og høre jubel og gisp fra dem, der deler hendes indædte had til transkønnede, bliver det hurtigt underordnet, for så føles det rigtigt. Sammen reproducerer de, igen og igen, et lille sus af jouissance: det rush af berusende foragt, de henover årene tilsyneladende er blevet afhængige af, og som både nærer dem og isolerer dem.

Det er netop her, at hendes fanatisme sætter ind. For når hadets nydelse uundgåeligt truer med undslippe, må det fastholdes gennem behærskelse af sproget. Som jeg indledningsvis foreslog, er Ingerslevs prosa ofte båret af forsøg på noget, der kun kan betegnes som sprog-excorsisme. Hun beskylder lystigt "transkønsindustrien" (og undertegnede) for at bruge "trylleord", men det er netop hende selv, der må gennemtvinge Newspeak og opfinde begreber, der kan rense sproget for bedrageriske urenheder.

I opslaget, jeg gengiver herunder, indtager hun—i min optik—regulær kultleder-facon:

For Ingerslev er det fuldstændigt utænkeligt, at splittelsen i kønnet er andet end Mars og Venus. Det faktum, at kønnene—på adskillige leder og kanter—flyder sammen, og at nogle få af os først trives, når vi får vores kønsidentitet anderkendt og bekræftet, dét er utænkeligt. Skulle et stik af tvivl alligevel indfinde sig, begynder det hele og smuldre, og dette må så nødvendigvis skyldes, at selve vores begrebsverden er blevet forbandet. At bedrageriet er så gennemgribende, at det kræver disciplin, dogmatik, og standhaftige lederskikkelser, der med fanatisk urokkelighed, kan give retning i mørket.

Immanuel Kant beskriver på et tidspunkt 'fanatisme' [Schwermerei] som en form for skinhellig hovmod, eller en skrupelløs og overdreven tro på, at man besidder en særlig adgang til den overjordiske sandhed. Det, som Kant ikke havde begreb for, var den Andens rolle i, at støtte opretholdelsen af denne opfattelse, i et fællesskab. En menighed, om man vil. Ingerslev, og hendes rædselsfulde blog, står som et skoleeksempel på dette forhold.

Den "anti-woke" højrefløj er proppet med grifters. Men ligesom J. K. Rowling, tror jeg ikke Ingerslev er in it for the money, men nok fordi hun er fanget i en absurd "dødsdrift"; en tiltagende, fanatisk besættelse, som kun kan forklares"hinsides lystprincippet". Som hun gentog som en besværgelse ifm. sin pressetourné både før og efter retssagen mellem hende og Nadia Jacobsen, er "det her er vigtigere end min egen eksistens".

Afslutning

Siden Ingerslev blev bekendt med Nadia Jacobsen planer om søgsmål, har hun ført sig frem som martyr i det internationale fællesskab af transfobiske hadprædikanter. På GoFundMe kunne man se enorme pengeindsprøjtninger fra anonyme kiler, mens tabloidpressen berettede om lykønskninger fra J. K. Rowling, der delte Ingerslevs (enormt løgnagtige) fortolkning af sagens udfald. Hun er, utvivlsomt, en del af en bevægelse, som fejrer og belønner adfærd som hendes, og som i stigende grad forgrener sig på tværs af den vestlige verdens højre- og centrum-venstrefløj. Der er afgjort både penge og magt i transfobi.

For mange forekommer Ingerslev selvfølgeligt som en ligegyldighed. Det er hun på mange måder også. Men når det angår transkønnede er hun desværre også fuldstændigt blottet for skam. Dette måtte jeg om noget sande, da jeg en morgen i juni opdagede det pågældende indlæg. Selvom det på den ene side fremstod både fabulerende, plat, og visse steder decideret morsomt, løb det mig stadigvæk koldt ned ad ryggen. Ligesom Nadia Jacobsen, fik jeg også en klar følelse af, at være blevet stalket. På den ene side var det jo ikke første gang, jeg var blevet skrevet om på Transkoen. Ingerslev var tillige i besiddelse af mange måneder gammelt billedemateriale, og fører tilsyneladende en form for arkiv over transkønnede og deres allierede. Da jeg først opdagede, at jeg var blevet hængt ud, delte jeg i forbifarten en kort bemærkning på min profil på Bluesky, som jeg dog hurtigt fjernede igen. Men Ingerslev fangede denne reaktion, og dokumentede den på sin blog således:

Det hele var så bizart, creepy, og krænkende. Det var krænkende, ikke fordi, jeg har noget at skamme mig over, men fordi det er sådan, udskamning fungerer. Den slags kryber ind under huden. Jeg måtte også sande, at dette frontalangreb på mit navn vil være noget man ser, hvis man googler mit navn. Ingerslev gjorde sig til ejermand over min fortælling, med billeder, seksualisering, spekulationer og latterliggørelse. Og det er et overgreb.

Min forhåbning er, at dette indlæg kan belyse noget. Ikke bare om Lotte Ingerslev, men om den transfobi, der i dag udfolder sig i offentligheden, under dække af "realitetssans" og sågar omsorg.

I Ingerslevs eget univers, handler det tilsyneladende om rigtig meget om ord. Om et febrilsk behov for at behærske sit eget, og dermed alle andres, begreb om virkeligheden. Og netop derfor handler det om mennesker. Levende mennesker af kød og blod. Transfobi går absolut ikke kun ud over transkønnede, men for den transfobe er det først og fremmest os transkønnede, der er fair game, og som uhæmmet kan latterliggøres, udstilles, beskrives og granskes. Hun og andre bilder sig muligvis ind, at de ikke ønsker at udrydde nogen. De har jo besluttet, at trans-identiteten er falsk bevidsthed, der blot venter på at blive opløst, så der kan vendes tilbage til den korrekte, naturlige vej. Dette er selvfølgeligt akkurat samme logik, der har ført til alskens vold navnligt mod homoseksuelle. Vold, med rødder i en sygelig overbevisning om, at man er herre over grænserne for menneskelig mangfoldighed, hvormed afvigere betragtes som fejlskud, der må rette ind, eller gå bort i forsøget.

Når man ikke længere betragter den anden som et jævnbyrdigt subjekt med egen værdighed, bliver alt tilladt.
Om vi taler om zionister, transfober eller noget tredje, så forsøger den, der prædiker had altid at overbevise alt og alle om, at de forsvarer "virkeligheden". En sær formulering, der først giver mening når vi opdager at det, der forsvares, er retten til at definere virkeligheden i deres eget, åndsforladte billede.

PS.

To dage efter efter indlægget om min person, optrådte jeg igen i en overskrift på transkoen.dk. Denne gang i forbindelse med et forsøg på at miskreditere noget forskning, jeg havde været inde over, som studentermedhjælper. Hen mod slutningen bringer hun et afsnit, jeg gerne vil vise, men egentligt ikke rigtigt ved, hvad der er at tilføje til, udover "lol".