I frigørelsens navn...

I et afsnit af komedieserien Parks and Recreation vier Leslie Knope to pingviner i byens zoologiske have. Da det viser sig, at pingvinerne er af samme køn, bliver hun straks kontaktet af en vred lobbygruppe ved navn “The Society for Family Stability Foundation.” Gruppen hævder, at Leslie har fremmet en homoseksuel dagsorden. Scenen er komisk, men også uhyggeligt genkendelig. Og netop navngivningen af foreningen er påfaldende, for bag den generiske rammesætning er der en klar politisk dagsorden.

Forestil dig en organisation, der kalder sig ‘Kvinderettigheder.dk.’ Hvad forventer du? Måske en platform, der kæmper for ligeløn, bedre barselsforhold eller beskyttelse mod vold mod kvinder? Det ville være naturligt. Men virkeligheden er en helt anden.

‘Kvinderettigheder.dk’ er ikke en organisation, der arbejder for kvinders rettigheder. Dens virke er i stedet rettet mod at modarbejde transpersoners rettigheder, under påskud af at beskytte “biologiske kvinder.”

Særligt i USA har denne tendens mange år på bagen. En organisation iklæder sig et harmløst, måske endda progressivt navn og tilhørende sprog, men i realiteten fører den en undertrykkende og ekskluderende dagsorden. På engelsk kaldes denne praksis ‘name laundering’ eller ‘misleading framing’. Det er en kommunikationsstrategi, hvor navn og offentlig kommunikation designes til at signalere bredt accepterede værdier som "frihed", “rettigheder,” “lighed” eller “børn,” mens det reelle indhold stikker i en helt anden retning.

Et historisk eksempel er den amerikanske kampagne “Save Our Children,” ledet af Anita Bryant i 1970'erne. Navnet lyder hjertevarmt – hvem vil ikke gerne beskytte børn? Men kampagnen havde et klart mål: at rulle homoseksuelles rettigheder tilbage. Navnet, og den generelle framing af deres budskaber, gav kampagnen moralsk legitimitet og bred appel, men deres budskab og politik var alt andet end inkluderende.

Et andet eksempel er ‘Alliance Defending Freedom’, som også lige er blevet dækket og fremhævet af John Oliver. Navnet giver associationer til frihedsrettigheder, men organisationen arbejder målrettet imod abort, ægteskabsligestilling og transpersoners rettigheder. Herhjemme findes ‘Dansk Regnbueråd’ der præsenterer sig som et mere neutralt alternativ til LGBT+ Danmark. Navnet giver associationer til inklusion og mangfoldighed, mens der i praksis er tale om en platform der, i stil med ‘Kvinderettigheder.dk,’ har et entydigt fokus på underminering af transkønnedes rettigheder, hovedsageligt gennem systematisk misinformation.

Fælles for alle disse er den moralske rammesætning. Ved at fremstille modstandere – ofte minoriteter – som potentielt farlige for noget større og sårbart, kan man mobilisere stærke følelser som frygt, vrede og omsorg, uden at give indtryk af affekt. Resultatet er en slags affektiv hvidvaskning, hvor ekstreme reaktioner fremstår som fornuftige og nødvendige. Dette gør det sværere at diskutere substansen. For hvem vil stå på den forkerte side af “frihed,” “kvinderne” eller “børnene”?

Denne form for strategisk rammesætning ses også blandt kendte personer, som bruger deres kulturelle kapital til at legitimere det, der i realiteten er en undertrykkende dagsorden. Et af de mest ekstreme eksempler er J.K. Rowling. Hun fremstiller sig som en modig forsvarer af “kvinders rettigheder,” der vover at tale sandheden, hvor andre tier, men bag facaden gemmer der sig en praksis, der ligger i forlængelse af de mekanismer, vi ser hos de omtalte organisationer.

Rowling har for eksempel gentagne gange støttet initiativer og personer, der er direkte involveret i kampagner for at fjerne transpersoners adgang til sundhed, juridisk anerkendelse og beskyttede rum. Hun har blandt andet finansieret den retssag, som førte til den britiske højesteretsafgørelse om “biologisk køn”, og har siden grundlagt en privatfinansieret fond, som skal hjæpe med at håndhæve loven, ved at give “trans-kritiske” borgere mulighed for at søge om penge til retshjælp.

Samtidig insisterer hun på, at hun ikke er imod transpersoner: hun forsvarer blot “kvinders sikkerhed” og “ytringsfrihed.” Alligevel har hun gentagne gange truet kritikere med søgsmål for at få dem til at tie. På den måde bliver hendes forsvar for “ytringsfrihed” selektivt. Et værn om hendes egne synspunkter, men ikke om retten til at kritisere dem. Dette er en tendens hun deler med et utal af særligt amerikanske højrefløjspolitikere og meningsdannere, hvor udtrykket ‘freedom of speech’ i praksis bliver et røgslør for det modsatte.

Det er en klassisk case i moralsk hvidvaskning: ved at formulere sig inden for bredt accepterede idealer – frihed, rettigheder, beskyttelse – flyttes fokus væk fra de konkrete konsekvenser af de forslag og bevægelser, der støttes. Den faktiske politik bliver gemt bag et lag af retoriske virkemidler og nøjsom selviscenesættelse. På denne måde er Rowling et studie i, hvordan man kan bruge sin troværdighed og gode image til at gøre ekstreme holdninger og åbenlys marginalisering spiseligt for et bredt publikum.

Fælles for både Rowling og organisationer som ‘Kvinderettigheder.dk’ er en strategi, hvor kulturel autoritet og performativ bekymring bruges til at legitimere en politisk dagsorden, som i sin kerne er reaktionær. Det, der på overfladen ligner omsorg og forsvar for rettigheder, afspejler samtidigt en voksende mistro til samfundets institutioner. Det er ikke kun en umiddelbar fjendtlighed over for kvinder og børn, men en grundlæggende forestilling om, at moderne (eller “woke”) værdier har fjernet sig fra “naturlige” grænser og sociale normer.

I denne logik bliver offentlige institutioner og almen ekspertise ikke længere betragtet som vejledende eller beskyttende, men som potentielle redskaber for en politisk dagsorden. Hvor der kunne være grundlag for en ‘sund skepsis’ opstår i stedet en indstilling præget af regulær paranoia: en glidning fra bekymring til konspirationsteorier, hvor kampen for “rettigheder” ledsages af en længsel efter mere traditionelle forestillinger om køn, familiestruktur og samfundsorden. Hvis det bliver mere og mere tydeligt, at den trans-kritiske feminisme foregår i alliance med den ydre højrefløj, kan det skyldes netop dette strukturelle og værdimæssige sammenfald.

‘Kvinderettigheder.dk’ afslører en sådan sammenhæng med den tematiske forbindelse til ‘Parental Rights’-bevægelsen. Et centralt element på hjemmesiden er en række anonyme forældreberetninger, der beskriver mødet med sundhedsmyndigheder, skoler og psykologer, med et gennemgående tema af frustration og mistro. I disse fortællinger træder barnets oplevelse og forståelse af sig selv i baggrunden, mens institutionerne fremstilles som aktivt skadelige eller forførte af en ideologisk dagsorden. Hjemmesiden giver således indblik i et fænomen, hvor personlig modstand mod et barns oplevelse af egen kønsidentitet udvikler sig til en generel mistillid til de institutioner, der er sat i verden for at støtte barnet.

Eksempelvis beskriver flere forældre, hvordan de oplever sig “modarbejdet” af lærere eller psykologer, der anerkender barnet i dets valgte køn. I stedet for at opfattes som fagligt velfunderet støtte, tolkes denne anerkendelse som ideologisk indoktrinering, og som brud på forældreautoriteten. Den institutionelle ekspertise afvises, fordi den står i modsætning til forældrenes egen forståelse af barnet. Ekspertviden bliver dermed ikke kun et alternativt perspektiv, men en trussel.

Denne mekanisme peger ikke nødvendigvis på en fuldt ud etableret holdning hos forældrene. Snarere ser vi, hvordan konflikten omkring barnets kønsidentitet bliver det udløsende moment for en dybere ideologisk indstilling, hvor forældre begynder at betragte systemet – fra skole til sundhedssektor – som en del af problemet. Det, der starter som personlig forvirring eller uenighed, eskalerer til et opgør med institutionelle normer og faglighed. Sat lidt på spidsen, bliver transfobien udløsende for en paranoia, med samme anti-videnskabelige grundholdning, vi kender fra eksempelvis ‘anti-vaxxer’-bevægelsen.

På den måde bliver modstanden mod transkønnede børn ikke kun et individuelt spørgsmål, men et vendepunkt, hvor hele systemet omkring barnet bliver mål for mistillid. Dette skaber grobund for ideologisk mobilisering, hvor begreber som “forældrerettigheder” og “beskyttelse” dækker over en underminering af børns egne rettigheder og almen faglig praksis. Disse forældre står ikke nødvendigvis for en gennemarbejdet konservativ eller konspirationsteoretisk dagsorden, men kommer i realiteten til at forfølge netop disse, som en reaktion drevet af afmagt og affekt.

Man behøver ikke være ekspert for at gennemskue organisationer som ‘Kvinderettigheder.dk’ eller Dansk Regnbueråd. Ofte vil diskrepansen mellem deres navn og det konkrete indholdsmateriale være rigeligt. Hvis en såkaldt kvinderettighedsorganisation aldrig nævner de strukturelle uligheder, som flertallet af kvinder oplever, men konsekvent vender blikket mod en lille, udsat minoritet, er det værd at overveje, hvad deres egentlige formål er.

Bag fortællingen om “rettigheder” og “bekymring” udspiller sig en systematisk forskydning af fokus – væk fra reelle ligestillingsproblemer og hen mod symbolske trusselsbilleder. Det skaber en politisk og følelsesmæssig infrastruktur, hvor frygt og moralsk panik får lov til at overskygge solidaritet, kompleksitet og omsorg.

Når organisationer og offentlige stemmer flytter opmærksomheden væk fra samfundets strukturelle uligheder og problemer og over mod udsatte minoriteter, bør det ikke forveksles med omsorg eller rettighedskamp. Det er ikke kun et svigt i forhold til dem, det går ud over, men en generel afsporing af hele den offentlige samtale.