Kunstig intelligens, ægte grænser, Pedro Pascal

En video på 38 sekunder, delt på X, viser skuespilleren Pedro Pascal i en række intime øjeblikke med forskellige kvindelige kolleger. Den deles med teksten "Pedro Pasca's anxiety card is elite." – han spiller sit angstkort flot. Fortællingen er altså, at Pascal her bruger sin åbenhed om psykisk lidelse som en slags adgangsbillet til kropskontakt, kys og intimitet.

Men klippet er ikke ægte. Det, de viser, har aldrig fundet sted. De tager udgangspunkt i ægte materiale der viser Pascals væremåde, men den grænseoverskridende adfærd som sådan, er noget der tildeles, og realiseres vha. kunstig intelligens.

Siden er lignende videoer blevet delt i massevis på diverse sociale medier, i hvad der i høj grad ligner en koordineret smædekampagne.

Men hvorfor lige ham? Min tese er her, at dette angreb kan lære os om mere end farerne ved AI og den hastigt udviklende deep fake teknologi. Kigger vi nærmere, afsløres også noget centralt omkring samtidens kulturkamp.

AI-teknologiens indtog i den digitale medieøkonomi har unægtelig skærpet vores opmærksomhed omkring mediebilledets troværdighed. Vi er tilbøjelige til at tale om deepfakes og AI-genereret billedmateriale som om de har ødelagt tilliden til medier. Men mistilliden til medierne—og til dem der medierer—den var der allerede. Og det affektive økosysstem, selvom tabloidprrressen. Billedet fungerer netop ikke kun som repræsentation, men som noget, der ordner vores begær. De bevæger os. Det betyder, at billeder aldrig blot viser, men også former hvad vi overhovedet er i stand til at ønske, frygte og forstå.

AI træder således ind i et problem, der altid har hjemsøgt mediet: at det medierede aldrig er neutralt. Der er altid allerede noget "genereret" ved både billedet og teksten. Når noget repræsenteres, smelter fantasi og virkelighed sammen. Måden denne sker på, er unægteligt forandret gennem historien, med f.eks kameraets opfindelse. Men om et billede males eller en historie vinkles, er virkeligheden noget der formidles gennem specifikke repræsentanter; fortællinger, billeder og menneskeligt begær.

På denne måde gør AI blot det, mediet altid har gjort. Det nye er, hvor hurtigt og præcist den kan møde vores begær med et billede (eller video). Det, som er mest foruroligende ved AI og diverse deepfake værktøjer, er tilgængeligheden. Det, at enhver umiddelbart kan formidle, og producere materiale, som før krævede et enormt stykke arbejde. Der er slet og ret blevet kortere afstand mellem fantasi og virkelighed.

Fantasien om den falske woke

Det, der gør Pascal til det perfekte offer, er hans symbolske status. En del af den reaktionære kulturkamp har i de seneste år kredset om en bestemt fantasi: at progressive mennesker, og især mænd der prædiker feminisme og mental sundhed, i virkeligheden er ulve i fåreklæder. Pascal tager præmien, når han oven i købet også forsvarer transkønnede.

Angrebet har således flere facetter. Først og fremmest ser vi hvordan grænseoverskridende adfærd relativiseres, og sårbarhed mistænkeliggøres. Det menneskelige brud, som Pascal repræsenterer i offentligheden – den åbenhjertige, angstplagede mand – omfortolkes som kalkuleret misbrug. Han bliver en figur, der benytter sårbarhed som adgang til kroppe, sympati og autoritet. Angrebet er dermed ikke målrettet Pascal, men hele den faktion som reaktionære, med en pudsig form for sarkasme har omtalt, som "de gode." På den ene siden opnås en aggressiv nydelse. Det rush, der er i at kunne pege og sige sige "se selv."

Lacan's begreb om Jouissance oversættes ofte som nydelse, men pirring og excitation, er, i min optik, ofte mere præcist. Det, som jouissance gør, er at udfylde et symbolsk tomrum. Meget af vores menneskelige aktivitet drejer sig på en måde om at ordne os selv ift en jouissance, som altid bider os i hælene. Og lidt på samme måde som en latter kan udfylde tomrummet fra en pinlig tavshed, kan et skud moralsk adrenalin, ved synet af en irriterende celebrity som kvajer sig, udfylde det brud, som denne ellers symboliserer.

Og pludselig er det lidt mere legitimt at være Trump-supporter, og støtte en erklæret krænker – og dermed også selv at være det. Hvis alle er lidt onde, er der måske ingen der er onde. Angrebet på Pascal er på den måde et led i den måde, den reaktionære kulturkrig reproducerer sig selv, og udfylder de brud, som den bærer med sig. Det nye højre har netop taget memes til sig fordi det får deres nydelsesøkonomi til at hænge sammen. AI er blot en forlængelse af denne ideologiske nødvendighed.

AI har vist sig særdeles velegnet til at producere netop det, der føles plausibelt. Det er sandt qua den affekt det producerer. Vi kan her hente inspiration hos teoretikere som Mark Fisher, hvor "hauntology" beskriver den fornemmelse af noget tabt, noget der burde være sandt. AI-klippet med Pascal fungerer som et spejlbillede af denne melankolske fantasi: "vi vidste det jo godt, at de aldrig bedre end os". Det er denne slags "modnydelse," der får lov at trives i algoritmernes æstetik.

Grænsernes universalisme

Hvis analysen holder vand, så arbejder angrebet på samme måde som mange alt-Right memes. For det nye højre, og imod alt det, de forbinder med the liberals.

Det er derfor umiddelbart påfaldende, at de idealer som her aktiveres, er nogle som højrefløjen ellers bruger oceaner af energi på at nedgøre: samtykke, strukturel magt, socialt ansvar, grænsers betydning. Det, der i ét øjeblik latterliggøres som krænkelseskultur og identitetspolitik, bliver i næste øjeblik løftet som moralsk rettesnor. Men kun, når det kan bruges mod fjenden.

Hvis dobbeltmoralen afslører noget, så er det hvordan grænseoverskridelsen selv, ikke er problemet for den reaktionære. Det er snarere hvem der overskrider, og hvordan overskridelsen (af)kodes. Højrefløjens egne aktører—fra Trump til Tucker Carlson—kan gentagne gange krydse moralske, juridiske og kropslige grænser uden at miste autoritet i eget segment. Enten undskyldes det (“han siger bare sandheden”), relativiseres (“alle gør det”), eller vendes til styrke (“han tør gøre det vi andre ikke tør”). Samtidig angribes venstrefløjen ofte for ikke at overskride nok. For at være for forsigtige, for sårbare, for samtykkende. Men i det øjeblik nogen fra den fløj kan fremstilles som krænkende, vender det hele på en tallerken. Nu er samtykke pludselig helligt. Fantasien supplerer hermed en form for kastrationsfornægtelse: at den venlige, åbne og sårbare mand ikke er autentisk, men maskeret aggression. Samtidigt bestyrkes ideologien om at boys will be boys; krænkelse er uundgåeligt, og måske endda nødvendigt.

Det, vi er vidne til i videoerne med Pascal, er derfor ikke et argument for grænser, men et forsøg på at tage herredømme over grænsesætningen selv. Hvem får lov at definere, hvornår noget er grænseoverskridende? Højrefløjens projekt er ikke at forstå og respektere grænser men definitionsretten. At kunne nyde grænseløst, og uden ansvar.

Der er noget ganske universelt på spil i denne proces. Grænsen—mellem krop og blik, mellem lyst og kontrol, mellem jeg og anden—vedrører nogle af de mest fundamentale spørgsmål i den menneskelige psyke. Det er ikke tilfældigt, at psykoanalysen antager incestforbuddet som civilisationens grundstruktur: det er den symbolske lov, der indskrænker begæret og gør subjektivitet mulig. Når den overskrides—eller blot fremstilles som overskredet—udløser det ubehag, fascination og aggression.

Det er nok netop derfor, at fantasmer om incest og pædofili fylder så meget. De truer selve den struktur, vi organiserer vores sociale og symbolske relationer omkring. Og det er her, vi for alvor kan forstå reaktionen på sagen om The Epstein Files. Ikke kun som afsløringen af et netværk, men som en revne i grænsens arkitektur. Voksen-barn-differencen er ikke blot en biologisk eller juridisk sondring, men en metafysisk grænse i vores kulturelle orden. Og her er ikke engang Trump helliggjort.

I forlængelse af egne moraliseringer og familiemodeller, indgår det nye højre gang på gang i projektioner, hvor pædofili og “grooming” bliver projiceret over på queer personer, venstreorienterede, lærere og terapeuter. Samtidigt håndviftes der af det, der foregår i egne rækker. Matt Walsh, for eksempel, har været blandt de højlydte kritikere af transpersoner og pride-fællesskaber, som han insinuerer er pædofile. Men samtidig har han selv relativiseret voksen-barn-relationer iht ægteskab. Således baner vejen for en normalisering af overgreb, så længe det sker inden for hans egen diskretion.

Når det nye højre prædiker grænsesætning iht kvinder og børn, så handler det først og fremmest om kontrol over, hvem der udpeges som de "urene." De ønsker ikke at beskytte barnet mod grænseoverskridende adfærd, men en orden hvor det er dem selv, der sætter grænserne. Og derfor må sårbarhed gøres mistænkelig, ligesom selve empatien må udgrænses som svaghed. For det er disse kvaliteter som forudsætter respekt for grænser.

Foster-barn; barn-voksen; mand-kvinde; nydelse-smerte. Grænser er arbitrære. Sådan er det. At navigere i grænselandet med kærlighed er muligvis en svær opgave. Det er derfor vi har sådan noget som seksualundervisning; fordi vi ved, at menneskelig dannelse indebærer dannelse i forhold til det intime. Men de reaktionære afviser totalt denne opgave, når de erstatter empati og kompleksitet med moralisme og projektion.