Nadia, Lotte, og flosklernes vold

I forbindelse med med Nadia Jacobsens sag mod Lotte Ingerslev er der mange der har haft travlt ved tastaturet. Medierne reducerede enstemmigt (implicit eller eksplicit) sagen til at handle om fejlkønning, samtidigt med at en strøm af "analyser" væltede ind over internettet. Noget ganske påfaldende ved disse bidrag var deres homogenitet. Om det var tilfældige Facebook-brugere, meningsdannere og organiserede anti-trans-grupper, var flosklerne de samme. Køn er "biologi" og dermed reelt, sandt og virkeligt; identitet er "psykologi" og dermed underordnet. Vi ser også samme appropriering af billedsproget fra George Orwells 1984: vi lever nu i en verden, hvor det, at "sige sandheden" gøres strafbart; hvor staten omskriver sproget, og tager ejerskab over selve begrebet om virkeligheden.

Alt dette er desværre standard, hvad angår nyheder angående transkønnede, og afspejler generelt hvordan "trans-kritiske" aktører tilbøjeligvis formulerer sig. På mange måder er der ikke meget nyt i den aktuelle sag. Men givet mediernes lemfældige omgang med sagens betydning, herunder kontrasten mellem rammesætningen ("sagsøgt for fejlkønning") og det godt-og-vel 100 A4-sider lange blogindlæg som udløste søgsmålet, ser jeg en udemærket undskyldning for at gå en smule i rette med det spektakulære univers af floskeltænkning, banalisering og pseudo-videnskab, som faktisk udgør "trans-kritisk" diskurs.

Floskeltænkning

Et særligt naivt eksempel kom fra stand-up komikeren Brian Mørk, der foreslog, at søgsmålet i sig selv er "et direkte angreb på den mest fundamentale frihed ... retten til at tale ud fra virkeligheden." Samme fatalisme kunne læses af anti-trans gruppen Kvinderettigheder.dk, der kort forud for hovedforhandlingen delte et foto af siden fra 1984, med den berømte passage, suppleret af en papirlap med et (hemmeligt!) fjerde bud:

KRIG ER FRED
FRIHED ER SLAVERI
UVIDENHED ER STYRKE
<MÆND ER KVINDER>

Der er tale om ganske stærke virkemidler. Én ting er værdien i, at kunne tale ud fra sine egne sanseindtryk, og friheden til at henvise til et sådan grundlag. Ofte høres det netop, at det skal være i orden at have "en anden holdning." Men med dette, lad os kaldet det Orwell'ske tvist, bliver budskabet snarere, at enhver der ikke abonnerer på denne forståelse af køn, i sidste ende er lige så løgnagtige som det totalitære regime i den dystopiske roman.

Den gennemgående pointe bliver, at holdningen om at "transkvinder er mænd" faktisk ikke engang er en holdning, men en form for fælles egendom. Forståelsen af køn som binært og uforanderligt forsegles som noget alle ved; en fuldstændigt umiddelbar virkelighed, der neutralt "tales ud fra."

J. K. Rowling appellerede til netop denne logik, da hun i maj reagerede på, at adskillige akademiske faggrupper havde publiceret åbne breve (bl.a. biologier, feminister og historikere) i solidaritet med transkønnede, i kølvandet på den famøse højesteretsdom.

Men deres perspektiver blev ikke engang udfordret. De blev afvist a priori, som påstande, de angiveligt ikke engang selv tror på. Der var slet ikke grund til at tage indholdet alvorligt, for, som hun formulerede det, intet forstandigt individ har nogensinde troet på, at mennesker kan skifte køn, og følgeligt:

These letters do nothing but remind us of what we know only too well: that pretending to believe these things has become an elitist badge of virtue.
[...] Do they feel any qualms at all while chanting the foundational lie of their religion: Trans Women are Women, Trans Men are Men?

Som en, der selv er transkønnet og faktisk lever med en krop der har undergået enorme (og absolut kønnede) forandringer, fremstår denne slags tale ikke bare naiv, men som desparate forsøg på at gennemtvinge en lodret løgn. Som biologerne formulerer det ganske klart i deres brev:

a binary, immutable model of sex is not capable of capturing biological diversity present in human populations, and as a result it is an unsafe basis for policy.

At en sådan binær opdeling af køn ikke er bæredygtig er, af uvisse grunde, fuldstændigt utænkeligt for Rowling. Ligesom hendes ligesindede, anvender hun en subtil populistisk manøvre, og henviser til en påstået fælles konsensus. Dvs. bogstaveligt talt en common-sense, der tilhører Folket, og undermineres af Eliten.

Denne Orwell'ske såkaldte "ideologikritik" bliver således en metode til at forsegle, hvad man har besluttet bør være sandt, og virkeligheden vendes på hovedet. Det påstås hårdnakket, og med stærke virkemidler, at det er de andre (de elitære, de woke, osv.) som gentager ukrænkelige dogmer, som vi sågar muligvis ikke engang selv tror på.

Konfronterer man deres påstande i regulær debat, ser man dog hurtigt at de både har og behøver fundamentale grundsætninger. Dokrinet er, at "biologisk køn" er a) binært, og b) uforanderligt.

Disse to doxa er uadskillelige, fordi de supplerer hinanden. Den første handler om at opretholde kønnede essenser (M og F, som Mars og Venus), mens den anden har til formål at afvise materielle, fysiologiske forandringer som overfladiske og underordnede. Hvis man påpeger at f.eks. hormonterapi faktisk forandrer kroppen, afvises det med, at man ikke har ændret sit køn - i deres, binære forstand. Altså, man er ikke gået fra at tilhøre den ene til at tilhøre den anden kategori. Også selvom man på mange måder faktisk har gjort dette. Dette vil de afvise: "du kan muligvis forandre kroppen, men du kan ikke skifte køn" siges det, og fortrænger at er dem selv, der insisterer på en sådan rammesætning; hvor køn er låst i et binært spørgsmål om enten/eller. Benægtelsen standser enhver erkendelse af, at der sker noget ganske væsentligt med kønnet, og hvad et sådan kønsskifte overhovedet må betyde, rent dialektisk, og i et større perspektiv.

Hvad de selv angiveligt vil betragte som sund fornuft og basic biology, er således en selvimmuniserende essentialisme, med rødder i netop totalitære (eller 'totaliserende') floskler, der umuliggør dialektik. Der tales fra en rammesætning med definitionsmæssig fastlåsning, hvor essens og uforanderlighed bliver hinandens garantier. Man påstår at tale om køn i en umiddelbar, førpolitisk orden, men i virkeligheden forsegler man blot en rigid og uvidenskabelig cis-hetero-normativ konsensus.

Her kan filosoffen Hegel give os et afgørende perspektiv. For Hegel er "det umiddelbare" altid allerede formidlet, eller medieret. Pointen her er absolut ikke at 'kvinde' blot er en historisk eller diskursiv kategori, men at køn som sådan, i det transfobiske tankegods, optræder som var de "umiddelbare" kategorier. Det, de kalder 'sund fornuft,' 'basal biologi' og 'almen viden' er ikke fornuftigt, men regulært åndsløst. Jeg bruger her betegnelsen i en meget præcis Hegelsk forstand, som en form for floskeltænkning, der er uden ånd; dvs., som ikke kan erkende sin egen formidling, og som nægter at betragte sit objekt som betegnelser eller begreber i (videnskabelig) relation.

(OBS. Følgende citat kan sagtens springes over. Det er ikke essentielt for indlægget som helhed, men blot en støttende vinkel på begrebet om det umiddelbare.)

what is immediate is likewise mediated, and immediacy itself is essentially mediated.
[...]
Immediacy means being in general; being, or this abstract relation to self, is immediate [only] to the extent that we remove relationship. But if we posit being as one side of a relationship, then it is something mediated. [...] The logical is the dialectical—where being, considered as such on its own account, turns out to be the untrue, even turns out to be nothing; and the next determination, the truth of being, is [a "mediated"] becoming.
– Lectures on the Philosophy of Religion

Når vi betragter kønnet videnskabeligt (med fornuft og alvor) er det nødvendigvis mangfoldigt. Det er noget for gynækologen, og noget for feministen. Det er noget for endokrinologen, og noget for børnehavepædagogen. Fra forskellige vinkler indtræffer kønnet og kønsforskellen på forskellige niveauer og på forskellige måder. Begreberne "køn", "kvinde", "mand" og "non-binær" er nødvendigvis medierede, ikke kun af invidivder, men af den (historiske) kontekst og meningshorisont, de aktuelt optræder i. Men selv på et helt elementært biologisk niveau, er kønnet allerede "spaltet" - en samling af adskillige facetter:

The term “biological sex” has been used to sort all people into one of two groups. However, a strict, binary categorisation is an over-simplification. An individual’s “sex” is in fact made up of a collection of characteristics, including external genitalia, secondary sex characteristics, gonads, chromosomes, and hormones

Vi kan nu forstå, hvorfor floskel er det helt rigtige ord for hvad der sker med et begreb, når folk som Rowling forsøger at fatte kønnet "umiddelbart."

Rowling kan ikke begribe, at hendes "definition" er formidlet — i første omgang af noget ganske simpelt: hendes behov for en definition, hvis mening kan udtømmes i sin eksklusion af transkvinder. Det, hun påstår er en generel definition, er falsk af den simple grund, at den ikke giver mening udenfor sit eget snævre, abstrakte og højst ideologiske formål. Så følgeligt fortrænger hun ikke blot visse, men alle facetter ved (kvinde-)kønnet, der umiddelbart er udenfor hendes interesse. Dette inkluderer biologiske, sundhedsmæssigt afgørende facetter, som de sagkyndige også omtaler det, i det åbne brev:

trans people who choose to medically transition undergo significant medically important changes that if not acknowledged can lead to clinical harm.

Når Rowlings (efterhånden populære) definition formuleres som den gør—herunder at den henviser til noget, der blåt er, og faktisk slet ikke skal give mening, men blot beskrive en umiddelbar virkelighed—er dette en integreret del af (formålet med) definitionen. Den skal stå som noget, der bringer konsistens til transfobens egen ideologi, som værende hinsides ideologi.

Dén slags bør altid få lamperne til at blinke.

Som Slavoj Žižek har understreget igen og igen, er ideologisk forvrængning først rigtig effektiv, når den hævder at stå uden for ideologi. Når Rowling kalder "transkvinder er kvinder" for en løgn, som ingen fornuftig person kan tro på, er det en performativ handling, der konstruerer hendes egen verdensforståelse som apolitisk, umiddelbar, naturgivet sandhed.

Så når Orwell trækkes frem som værn mod totalitarisme, sker det i en form, der selv benytter en totalitær lukning. 1984, og forestillingen om et angreb på selve subjektets relation til virkeligheden, bliver led i at opstille en kønnet kosmologi, hvor M og F bliver førpolitiske kategorier. Samtidigt bliver enhver uenighed reduceret til en kamp mellem "sandhed" og "løgn," mellem "biologi" og "ideologi". Hermed bliver egentlig politik, som netop forhandlingen om betydning, umulig.

Det bør ikke være svært at forstå hvorfor lige netop denne transkritiske form for "kvindekamp" følges og støttes fra den yderste højrefløj: når Kvinden og Manden gøres til umiddelbare ontologier, med hver deres såkaldte "biologiske realitet", er næste skridt blot, at få statsapperater til at tilgodese denne "sandhed." Hvordan denne så end måtte blive formuleret.

Instrumentalisering

Det vi har gennemgået her, reproduceres reaktionerne på Nadia Jacobsens sag mod Lotte Ingerslev. Det hævdes at Nadia forsøger at gøre fejlkønning ulovligt, og at vi lever i et nyt 1984, hvor staten vil tvinge os til at tale imod vores sanseindtryk. Det er akkurat samme fortælling, som Jordan Peterson spredte i Canada i 2016: en løgn om, at lovgivning mod diskrimination i praksis vil straffe almindelige borgere for "ord." Det var en løgn dengang, og det er en løgn nu.

Det "væsentlige" i Nadias sag er ikke, at Ingerslev ikke bruger hendes ønskede pronomener. Det "væsentlige" er at Nadia er blevet hængt ud i et omkring 100 A4-sider langt blogindlæg, fyldt med personlige detaljer, seksualisering og nedværdigende spekulationer. Begrebet om fejlkønning indgår, fordi det ville være umuligt at beskrive indlæggets karakter, uden at italesætte måden Nadias køn omtales på.

Derfor, når diverse medier og kommentatorer insisterer på at sagen "bare handler om fejlkønning" er de med til at usynliggøre—og dermed acceptere og formidle—netop den dehumanisering og udskamning, der har udløst søgsmålet. Vi ender med en omvendt virkelighed, hvor gerningsmanden iscenesættes som offer for ideologisk tvang, mens den forurettede fremstilles som en, der udøver totalitær censur.

Når Ingerslev skriver om Nadia, fremstiller hun hende ikke blot som "mand" men som seksuel afviger der er farlig for børn. Og ved at koble hendes kønsidentitet til seksualitet, gentager hun ikke blot et typisk mønster blandt ligesindede transfober, men også et dybt patriarkalsk greb, hvor både kvinder og seksuelle minoriteters integritet angribes gennem deres kroppe og seksualitet. Vi så det med suffragetterne, der i satireblade blev udstillet som seksuelt frustrerede; som om deres politiske kamp blot var kompensation for manglende mandlig opmærksomhed. Vi ser det i hekseprocesserne, hvor kvinder blev stemplet som seksuelt forførte af djævlen selv.

Endvidere: sammenkoblingen af seksualitet og tematikken om børns sikkerhed har historisk været helt central for netop anti-LGBT+ aktivismen. Retorikken blev berømt anvendt af den amerikanske sangerinde Anita Bryant, der stod bag kampagnen med det spiselige navn Save Our Children. Her fremstillede hun homoseksuelle som en trussel mod børns uskyld, og aktiverede fordomme om at homoseksuelle "rekrutterer" børn. Et effektivt retorisk greb den gang som nu. Ved at flytte fokus fra voksnes rettigheder til børns sikkerhed mobiliserede Bryant bred folkelig modstand mod lige rettigheder.

Som Natalie Wynn viste i sit video essay fra 2023, positionerer J. K. Rowling sig akkurat ligesom Bryant gjorde det i 1970'erne. Ingerslev gentager, ikke overraskende, samme mønster.

Indlægget om Nadia Jacobsen er bare ét af utallige indlæg, der mistænkeliggør transkønnede som gruppe, under påskud af interesse for børns sikkerhed. Og præcis ligesom det var tilfældes med Save Our Children, anvendes enkeltstående scenarier til at fremstille en hel minoritetsgruppe som farlig.

Sammenligningen holder helt ned til brugen af anførelsestegn, som greb til at underkende minoritetens eget sprog. Ligesom Bryant satte gåseøjne om "gay," når dette ord skulle gengives, skriver Ingerslev konsekvent "transkønnede" i anførelsestegn, mens hun selv anvender neologismer som "transidentificerende" aller "kvindekønsimiterende."

Vi ser ligeledes grebet med at benægte at de andre (de transkønnede, de homoseksuelle) overhovedet manlger rettigheder. I udsnittet herunder ses hvordan emnet om lovmæssig beskyttelse imod diskrimination på boligmarkedet bliver afvist gennem en manipulerende forvrængning, når Bryant markerer, at "homoseksuelle, som individer, jo godt kan få boliger."

Både Bryant, Rowling og Ingerslev positionerer sig ligeledes som de "legitime minoriteters" allierede. For Bryant var det "blacks, Spanish-speaking people" etc., mens Ingerslev og ligesindede i dag foregiver at beskytte homoseksuelle.

Dette instrumentelle forhold til minoriteter og menneskerettigheder afslører en ganske uhyggelig tendens, hvor det er hele egalitarismens historie, som gøres til våben mod den demografi eller det princip, der aktuelt påtales. At Rowling ikke kan se ironien i hendes fortolkning herunder, er ikke derfor ikke overraskende. Ligesom Anita Brytant, står og falder det ideologiske udgangspunkt med en form for exceptionalisme, der siger at lige præcis denne minoritet, er perverteret, en fare, og overskrider en eller anden usynlig grænse.

Anti-gender bevægelsen har desværre haft held med at udbrede forestillingen om, at transkønnede og i særdeleshed lesbiske er i en rettighedskonflikt. Dette til trods for at statistik viser, at ciskønnede lesbiske som demografi er mere positivt indstillede overfor transkønnede end resten af befolkningen, inklusive transkønnede selv. Ingerslev er også tæt affilieret med LGB-organisationen Dansk Regnbueråd, men som et hurtigt kig på foreningens fokus og interesser, er det tydeligt at der—i stil med gruppen 'Kvinderettigheder.dk,'—er tale om strategisk navngivning af en sammenslutning af transfobiske aktører, snarere end regulære interessegrupper, som navnet antyder. Det har jeg skrevet om her.

Demokrati

Hvis Nadia Jacobsen ville sagsøge folk for hvilke pronomener de bruger, kunne hun, som en der aktivt kærer sig om transkønnedes rettigheder, ikke bestille andet. Sagen handler om retten til at eksistere som detlager i demokratiet uden at blive systematisk dehumaniseret. Selvom den aktuelle sag ikke principelt anvender racismeparagraffen som sådan, bør den alligevel minde os om, hvorfor vi har den. For det er, under alle omstændigheder, som transperson, at Nadia udskammes. At afvise dette er at gøre sig blind for det mønster, der i generationer har været brugt til at lukke munden på kvinder og minoriteter.

Jeg har i indlægget afdækket hvordan transfobi hvidvaskes gennem floskler, og forsøgt at aftegne deres ekko i historien. Forhåbentligt er det nu klart, at vi står med et demokratisk problem, hvis vi ikke kan italesætte probemerne ved at tale i absolutter om "virkeligheden," at reducere avanceret videnskab flosker, og forvandle chikanesager til angreb på selve sproget.

Hvis ytringsfriheden, med en hegelsk vending, skal være en konkret universalisme, må vi erkende både dens forudsætninger og formål.

Som Sofie Lene Bak udtrykker det i sin bog om Racismepragraffens historie (et bidrag til serien 100 Danmarkshistorier), er loven på sin vis "et paradoks":

Den er udtryk for, at vi som samfund accepterer, at en grundlæggende demokratisk rettighed, nemlig ytringsfriheden, indskrænkes for at befæste demokratiets værdier om ligeberettigelse, værdighed, social fred og sikkerhed.
Det er åbenlyst ud fra den historiske sammenhæng, hvori paragraffen blev til, at den også er møntet på at sikre vores fælles fred og sikkerhed, da det vigtigste redskab til at bremse antisemitterne før paragraffens indførelse var politivedtægtens bestemmelser om offentlig orden.
—Sofie Lene Bak, “Racismeparagraffen: 1939

Første forsøg på at afskaffe paragraffen var i 1990, af Glistrup og Fremskridtspartiet. Sloganet var "Genindførelse af ytringsfriheden." Siden er den forsøgt afskaffet eller revideret over et dusin gange. I hhv 2012 og 2018 foreslog Liberal Alliance og Dansk Folkeparti—på forskellige måder—at ændre teksten, således at kun mere direkte opfordringer til handlinger dækkes ind. Dette ville betyde at de mere subtile udtryk og præmisser for racismen, mv. afkriminaliseres.

Målet med nærværende indlæg var i sidste ende at vise noget om, hvordan de makanismer, som paragraf 266b altid har angået, kryber ind i vores dagligdag, og udbasuneres af både lægmænd og tankeledere. At det, at tage ytringsfriheden som gidsel, ikke er en ny ting.

Jeg vil afslutte nærværende tekst, med ordene der ligeledes afslutter Baks bog:

For [justitsminister Steincke] og hans samtidige var selve demokratiet på spil. De var bekymrede for den biologiske racisme og nazismens fremmarch og frygtede, at sådanne holdninger ville undergrave demokratiet og retsstaten. Med god grund. Da slaget faktisk blev udkæmpet ved domstolene i Danmark i 1942-43 og antisemitterne forsøgte sig med argumentet om den politiske ytringsfrihed, var der da heller ingen, der tog det alvorligt.
I den aktuelle politiske debat er det tilsyneladende glemt, at racismeparagraffen stadig opfylder den samme vigtige rolle og udfylder det samme risikable tomrum i dansk strafferet. Justitsministerens formaning fra 1939 har derfor heller ikke mistet sin vægt: ”Man kan jo ikke sige, at man ikke er advaret”’
—Sofie Lene Bak, “Racismeparagraffen: 1939”