Spektaklets etik

Der findes en særlig måde at tale om ytringsfrihed på, som ikke længere handler om indhold, men om positionering. I stedet for at hævde noget, hævder man først og fremmest retten til at hævde det – og i dét bliver det ikke budskabet, men modet til at udtale det, der bærer den moralske værdi. Det er ikke, hvad der siges, der står i centrum – men det, at man siger det “alligevel.”

Der er tale om en gestus, som er mere end retorik. Den udgør kernen i en pervers etik, som opererer gennem “spektakel” – iscenesættelse og affekt. Ikke så meget ved at skjule sine motiver, men tværtimod ved at fremhæve dem så højlydt, at de forveksles med principper. Dette blogindlæg forsøger at formulere et begreb om det spektakulæres perverse etik – en etik uden ansvar, som forsøger at fremstille sig selv, som moral. Her trækker jeg på tre (mere eller mindre tilfældige) eksempler: J.K. Rowling, Brian Mørk og Brendan Carr. Alle forsvarer de ytringsfrihed eller “sandhed” med stor affekt – men måden, de gør det på, afslører en struktur, hvor iscenesættelsen selv er målet, og hvor etisk forpligtelse erstattes af forargelse og heltemod.

I podcastserien The Witch Trials of J.K. Rowling hævder den berømte forfatter, at hun ikke kæmper for eget eftermæle:

I do not walk around my house thinking about my legacy, what a pompous way to live your life walking around thinking about what my legacy will be. Whatever. I’ll be dead. I care about now. I care about the living.

Det lyder næsten som et klassisk altruistisk etos – en kvinde i kamp, ikke for sig selv, men for sine næste.

I serien træder Rowling frem med en dæmpet alvor, som en der bærer en byrde. Hun fremstiller sig selv som én der betaler prisen for sin ærlighed. Det bliver særligt tydeligt, da hun svarer på spørgsmålet: “How do you know if you're a Hermione or an Umbridge?” Hun svarer:

“Well, if you're having a lot of fun doing it and getting a huge sense of self satisfaction out of it, then I do believe you maybe want to stop and think. Am I getting a huge ego rush out of this? That would be a good question to ask yourself, you know, is this giving me pleasure? Because I can say from my heart, none of this has given me pleasure. It has given me anxiety.”

Her insisterer hun på, at fraværet af nydelse er det, der adskiller hende fra sine modstandere. At hendes udtalelser er båret af samvittighed. Men det er svært at få det udsagn til at stemme med hendes optræden på sociale medier, hvor sarkasmen og den triumferende, overbærende tone er helt gennemgående.

Når hun taler til det brede borgerskab i radioen, er der en vis alvor og civil ansvarlighed på spil. Når hun tweeter til sine følgere, er tonen en helt anden. De hånlige formuleringer, ironien og de spydige kommentarer; det hele peger i en anden retning. Det, der går igen, er mere end holdningen (til transkønnede, f.eks.) men ønsket om at fremstå som én, der siger det, andre ikke tør sige. Det er ikke konsekvensen af hendes udsagn, der står i centrum – men iscenesættelsen af hendes egen mod, som tager sig forskellig ud i forskellige medier, alt efter hvem der “tales for.”

Det samme mønster gentager sig med den danske komiker Brian Mørk. I sit show Langt over grænsen iscenesætter han sig selv som en slags comedy-aktivist. Showet er annonceret som en reaktion på en konkret dom, hvor en mand blev dømt for racistiske jokes. Mørk formulerer således projektet som et forsvar for den frie joke. “Det her er måden, jeg kan bekæmpe den tåbelige lov på.” Hele præmissen bygger på at overskride en moralsk (og juridisk) grænse for ytringens skyld. Her bliver det tydeligt, hvordan spektaklet fungerer som en form for fortrængning. i tilfældet Brian Mørk, bliver selve projektet iscenesat som et forsvar for humoren – en kamp for retten til at sige det forbudte “for jokens skyld”. Men det er netop i denne gestus, at joken mister sin frihed. Den bliver ikke længere et åbent, uforpligtet rum for betydning, men et moralsk våben i et opgør med “krænkelseskultur” og “moralsk forfald.”

Når komedien bliver en bevægelse mod noget (“over grænsen”, “mod loven”, “mod identitetspolitik”) bliver det til et projekt, underkastet eget ego, og nydelsen ved at overskride grænser. Det er ikke et forsvar for ytringsfrihed, men en egoistisk happening, hvor forestillingen om ytringsfrihed reduceres til rekvisit. Det virkelige emne—vold, diskrimination, retssikkerhed—forsvinder i processen. Den perverse etiks omdrejningspunkt er netop spektaklet selv: at performe moral og vågemod, på en måde der fungerer nærmest masturbatorisk.

Netop her træder en central psykoanalytisk indsigt frem: I den perverse struktur fortrænger man ikke sin lyst eller sin viden – man mærker og demonstrerer dem og afviser dem i samme bevægelse. På den måde kan man holde fast i sin egen (og den Andens) nydelse, mens man insisterer på, at det handler om et fælles gode.

Strukturen, hvor lysten fornægtes, men samtidig får frit løb, findes også i stor stil hos Mørks kollega Ricky Gervais, som ofte performer en indignation, når hans publikum griner på de “forkerte” tidspunker.

Dette bringer os til mit tredje og sidste eksempel, hvor de samme mekanismer bliver håndgribelige på et mere konkret plan. Brendan Carr, der er kommissær i den amerikanske Federal Communications Commission, fremstår som en af de mest udtalte forkæmpere for ytringsfrihed i den digitale offentlighed. Men et ganske hurtigt blik på hans egentlige praksis afslører en særligt gennemgribende fornægtelse af netop det begreb, han påstår at forsvare. Carr er nemlig notorisk modstander af net neutrality. Net neutrality er idéen om, at internetudbydere skal levere lige adgang til alle websider uden at favorisere eller blokere bestemt indhold. For ham repræsenterer det en slags “kommunistisk” kontrol over infrastrukturen, en hæmsko for markedets naturlige orden. Det betyder i praksis, at han støtter, at selve internettets sluser—de digitale rør, hvori al information strømmer—kan lukkes og åbnes af private aktører, hvis det passer deres forretningsinteresser. Her er folkes frihed altså ganske sekundær.

Når det gælder sociale medier, platforme hvor befolkningen rent faktisk mødes og taler sammen, dér ændrer Carr pludselig retning. Her ønsker han massiv statslig indgriben, så virksomheder ikke kan regulere hadtale, misinformation eller voldelig ekstremisme. På den digitale overflade, hvor offentligheden kigger med, dér skal ytringsfriheden se total ud – som et vildtvoksende felt af såkaldt “frie stemmer.” Det er i dette spektakulære rum, Carr vil manifestere frihedens billede, mens regulering af de bagvedliggende rammer for, hvad internettet overhovedet skal indebære for den enkelte borger, kan være op til de private internetudbydere.

Med andre ord: dér hvor ingen ser det—i netværkets fundament—må kontrol og udelukning gerne finde sted. Men dér hvor offentligheden kan se og opleve “friheden”, på Facebook, TikTok og X, dér må illusionen holdes intakt. Her må ytringsfriheden—forstået som retten til at sprede had, misinformation og konspirationer—fremstå urørlig.

Det er her, Carr bliver et hovedeksempel på det spektakulæres perverse etik: han forsvarer ytringsfriheden ikke som en universel ret, men som en symbolsk markør, en overfladisk kulisse. En frihed, ikke for mennesket, men for billedet af mennesket, som taler frit. Frihedens scene skal være åben, men backstage hersker en autoritær logik, hvor adgang og kontrol er forbeholdt markedet og staten.

Her bliver Žižeks gamle DDR-anekdote særligt rammende: I historien foreslår en spion en simpel kode – når man skriver breve, skrives sandheder med blåt blæk og løgne med rødt. Problemet er så bare, at rød blæk slet ikke er tilgængelig. Så alle breve, uanset hvad de indeholder, skrives i blåt. Pointen er ikke, at løgnen undertrykkes med magt, men at hele rammen for udtrykkelse foregiver at være sandheden.

Den perverse etik, og dens begreb om frihed, handler derfor ikke om at forbyde eller skjule, men om at styre den symbolske ramme, så visse former for tale fremstår som sande eller nødvendige, uanset deres indhold. I det blå blæks regime bliver ytringsfriheden selv en del af kulissen: noget man demonstrerer, mens de reelle strukturer, den burde udfordre, fortrænges.

Når iscenesat fri transgression i sig selv bliver et mål, forsvinder den demokratiske ramme for begrebet om frihed. Spørgsmålet om, hvad der faktisk bliver sagt, og hvem der overhovedet får lov at tale, træder i baggrunden, mens dem med de mest “perverse” og ekskluderende holdninger, siger ting som man må sgu snart ikke sige noget længere.